Det vælter hvert år ind med nye EU-direktiver og -forordninger, der skader danske virksomheder og dermed også dansk økonomi. Det er et alvorligt problem, som skal stoppes.

Holdningen er Morten Løkkegaards. Han er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og – skal man tro hans kronik i Avisen Danmark samt talrige opslag på sociale medier – arg modstander af bureaukrati fra Bruxelles.

Der er bare noget, som ikke hænger sammen.

Morten Løkkegaard stemte for både CSRD og CSDDD, de to mest omfangsrige direktiver om rapporteringskrav til europæiske virksomheder, da de var til afstemning i Europa-Parlamentet i henholdsvis 2022 og 2023.

Det undlader Morten Løkkegaard dog at nævne, når han tordner mod EU, der ifølge Venstre-politikeren »drukner virksomhederne i bureaukrati«.

Om EU i den sammenhæng også skal forstås som ham selv – han har siddet i Parlamentet næsten uafbrudt siden 2009 – kan ikke læses i kronikken.

Derfor har Berlingske spurgt Morten Løkkegaard om hans eget ansvar for, at bureaukratiet er løbet løbsk.

»Jeg har aldrig nægtet, at jeg har et ansvar. Selvfølgelig har jeg det. Jeg er lovgiver. Nu går jeg forrest i indsatsen for at rydde op,« lyder svaret.

Sådan er politik

Det er efterhånden en vedtaget sandhed, at EU har gjort det for bøvlet at drive virksomhed. Men sådan har det ikke altid været.

Først i september, da den tidligere italienske regeringsleder og chef for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi lancerede sin ildevarslende rapport om kontinentets skrantende konkurrenceevne, gik alvoren op for mange.

Morten Løkkegaard mener, at Draghi-rapporten blev et vendepunkt.

»Der gik det kollektivt op for alle, at det har konsekvenser bare bevidstløst at hælde lovgivning ud over virksomhederne og borgerne,« siger han.

Selv havde Morten Løkkegaard kæmpet kampen mod bureaukratiet i mange år forinden, påpeger han.

At han alligevel stemte for CSRD og CSDDD – som den eneste af de dengang fire Venstre-politikere i EU – er der en naturlig forklaring på.

»Nu skal jeg sige dig noget. Jeg var imod det. Jeg var meget skeptisk over for ideen fra starten. Hvis du havde fulgt debatten i min gruppe, ville du vide det,« forklarer Morten Løkkegaard.

Han fortsætter selv, inden Berlingske når at stille det meget oplagte opfølgende spørgsmål.

»At jeg alligevel stemte for, var udtryk for et politisk kompromis. Der bliver givet og taget i politik, sådan er det. Det var jo også fint at få noget harmoniseret lovgivning, som kunne sætte standarden for resten af verden.«

Jeg skal lige forstå det. Du siger både, at du var imod, fordi man gik for langt, men du argumenterer også for, at det var fint at få harmoniseret lovgivningen. Hvad mener du egentlig?

»Det er helt legitimt, du spørger. Men du er nødt til at forstå kompleksiteten. Vi er jo ikke imod lovgivning. Det handler om at få bedre lovgivning. Det er ikke enten eller, sådan som journalister ofte ynder at fremstille tingene.«

Alle har lov til at blive klogere

Tirsdag vedtog et bredt flertal i Folketinget, at kravene om bæredygtighedsrapportering udskydes for danske virksomheder.

Men hverken Venstre eller andre partier, der jublede over udskydelsen, erkendte at have taget fejl ved at indføre lovgivningen.

Og det ærgrer Henrik Dahl, der sidder i Europa-Parlamentet for Liberal Alliance.

Han finder det glædeligt, at blandt andre Venstre og Socialdemokratiet har indset, at det ikke er vejen frem at bombardere europæiske virksomheder med rapporteringskrav.

Men partierne bør stå på mål for, at de har skiftet holdning, mener han.

»Det er helt legitimt at sige, at man engang troede, at noget var rigtigt, men at man har ændret mening. Ellers er det svært at gennemskue, hvorfor lovgivningen blev vedtaget i første omgang,« siger Henrik Dahl.

Erkender partierne ikke at have taget fejl ved at blæse til kamp mod bureaukratiet? Hvorfor skal de sige det eksplicit?

»Alle har lov til at blive klogere. Flere burde gøre brug af den ret. Men det skal da forklares for vælgerne, hvorfor man har skiftet holdning. Det ville vi få en bedre og sundere politisk debat ud af.«

No regrets

Morten Løkkegaard mener dog slet ikke at have ændret holdning, siden han stemte for de bureaukratitunge direktiver.

»Jeg har længe ment, at udviklingen er gået for vidt. Det har ikke ændret sig. Det er en dagsorden, som jeg og Venstre har kørt i mange år. Det er ikke bare lige pludselig dukket op, som du får det til at lyde som om,« siger han.

Ansvaret for de store mængder regulering ligger heller ikke kun hos politikerne i Bruxelles, argumenterer han videre.

»Langt det meste lovgivning fra EU har erhvervslivet selv bedt om. Det siger jeg også, hver gang virksomhederne brokker sig. Det er dem selv, der har bedt om det. Så det er simpelthen hykleri.«

Er du god nok til at gøre danskerne opmærksomme på, at du selv har været med til at stemme for de ting, som du bruger meget tid på at kritisere?

»Nu er jeg ikke sådan en flagellant, der pisker mig selv. Sådan fungerer politik jo ikke. Jeg indleder altså ikke hver en kronik eller opslag med, at jeg er en synder. Det gør jeg ikke,« siger Morten Løkkegaard.

Hvorfor er du den rigtige til at rydde op, når du i knap 15 år har været med til at vedtage bureaukratiet?

»Fordi jeg har forstået det. Som jeg fortæller dig nu, så har jeg forstået, hvordan det hænger sammen. Det er derfor, at jeg har sat mig i spidsen for arbejdet. Vi er nødt til at gribe i egen barm, vi kan ikke bare pege på andre.«

Fortryder du at have stemt for CSRD og CSDDD?

»Nej, det gør jeg ikke. Det ville være åndssvagt. Man skal ikke stemme for noget, som man er imod. Men jeg er indædt modstander af måden, det er blevet implementeret på. Derfor har jeg besluttet mig for at gå forrest i at få ryddet op.«

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Hej brevkasse

Jeg er ikke gift og har ikke selv børn, og begge mine forældre er døde. Men jeg har tre dejlige nevøer i 20erne, som alle er flyttet hjemmefra – de er således i starten af deres voksne liv og i gang med at etablere sig.

Jeg vil gerne hjælpe dem økonomisk her i starten af deres voksne liv, hvor de alt andet lige vil have størst glæde af lidt økonomisk hjælp. 

Jeg har selv forsøgt at undersøge det, men så vidt jeg kan finde ud af, er det ikke muligt at give mine nevøer penge, uden at de skal betale fuld skat. 

Det kunne for eksempel være et skattefrit beløb hvert år i lighed med, hvad forældre og bedsteforældre kan give til deres børn/børnebørn.

Så mit spørgsmål er egentlig – er det korrekt forstået, at jeg ikke kan give mine nevøer penge på den ene eller anden måde, uden at de skal betale fuld skat af beløbet?

Tak for hjælpen.

Med venlig hilsen

Rikke

Kære Rikke

Det korte svar er: Ja. 

Et sagkyndigt udvalg gik i en delbetænkning (nr. 1074/1984 p. 216) ind for, at forældres afkom (søskende og søskendebørn) kom ind under gavekredsen. 

Dette blev ikke gennemført, om end jeg synes, at man kan sige, at det er meget vanskeligt at finde en blot nogenlunde saglig begrundelse for, at du ikke må støtte dine søskende eller søskendebørn med afgiftsfrie gaver, men lad mig af hensyn til andre læsere folde dit spørgsmål lidt ud.

Gaver uden for indkomstskatteområdet

Når følgende personer (gavekredsen) modtager en eller flere gaver i løbet af et kalenderår, skal de betale afgift af den del af gavernes værdi, der overstiger de årlige bundbeløb:

• Afkom, stedbørn (stedbørn er den anden ægtefælles særbørn. Papirløse samleveres særbørn er ikke stedbørn i boafgiftslovens forstand) og deres afkom
• Barns eller stedbarns ægtefælle
• Afdødt barns eller stedbarns længstlevende ægtefælle
• Forældre
• Personer, der har haft fælles bopæl med gavegiver i de sidste to år før modtagelsen af gaven, og personer, der tidligere har haft fælles bopæl med gavegiver i en sammenhængende periode på mindst to år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig
• Plejebørn, der har haft bopæl hos gavegiver i en sammenhængende periode på mindst fem år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnets fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos gavegiver sammen med plejebarnet
• Stedforældre og bedsteforældre

Og som altid i den juridiske verden er der ingen regler uden undtagelse: Gaver fra en regent eller dennes ægtefælle til tronfølgeren eller dennes ægtefælle er undtaget fra gaveafgiftspligten. 

Dette gælder tillige for gaver fra en tidligere regent eller dennes ægtefælle til regenten, dennes ægtefælle, tronfølgeren eller dennes ægtefælle, se boafgiftslovens § 22. Sig så ikke, at der ikke er tænkt på det hele.

Gavekredsen slipper altså for indkomstskat og i et vist omfang for afgift. Gaver til børn, børnebørn og så videre er fri for afgift for en gave med en værdi på op til 76.900 kroner i 2025.

For barns eller stedbarns ægtefælle, hvis barnet/stedbarnet er afgået ved døden, er afgiftsfri beløbsgrænse 76.900 kroner i 2025.

Overstiges grænsen, skulle der senest 1. maj 2025 betales en gaveafgift på 15 procent af det overskydende beløb. Hvis grænsen ikke overskrides, skal der ikke ske indberetning, og der skal ikke medtages noget herom på selvangivelsen.

Indkomstskat af andre gaver

Personer uden for gavekredsen skal betale indkomstskat af værdien af modtagne gaver. Det gælder for eksempel for niecer og nevøer. 

Gaver mellem søskende er indkomstskattepligtige, medmindre giver og modtager har boet sammen i de sidste to år.

En indkomstskattepligtig gave skal medtages ved indkomstopgørelsen, når modtageren er underrettet om gaven. Det forekommer, at gavemodtageren efterfølgende bliver klar over gavens skattemæssige konsekvenser og giver afkald på den. Et sådant afkald kan normalt ikke tillægges skattemæssig betydning.

Forskud på forventet arv betragtes som en gave, uanset om forskuddet er ydet til en nærtbeslægtet gaveafgiftspligtig person eller til en person uden for denne kreds. Forskud på forventet arv til en person, der er omfattet af gavekredsen, skal derfor gaveafgiftsberigtiges.

Er et arveforskud uden for gavekredsen, er arveforskuddet indkomstskattepligtigt som personlig indkomst for forskudsmodtageren.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H)

DreistStorgaard Advokater

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Når ferieglade danskere tager på sommerferie om kort tid, får den globale usikkerhed efter indsættelsen af Donald Trump indflydelse på destinationen.

Hver anden danskers rejseplaner er således påvirket af den geopolitiske situation. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring.

Kigger man på hvordan, tegner der sig et mønster af, at danskerne vælger USA fra til fordel for destinationer tættere på.

18 procent af de adspurgte vil ikke rejse til USA. 21 procent vil kun rejse inden for Europas grænser. Fem procent vil kun rejse i Norden, og seks procent vil slet ikke rejse til udlandet på grund af situationen.

Hos Gouda Rejseforsikring, der hører under Gjensidige, mærker man, at »USA er en udfordring for rejsebranchen«. Det fortæller fagchef Louise Hertzum Andersen.

»Jeg tror, at de fleste tygger på det derhjemme i stuen og tænker, at det godt kan være, de skal vente med den rejse til USA og vælger noget andet i år. Det kan også være, man lige tøver lidt, og så falder det til ro,« siger hun.

Hun ser de mange danskeres fravalg af USA i undersøgelsen som et udtryk for, at mange gerne vil tage stilling til den politiske situation.

»Der kan også være en vis nervøsitet i, at man ikke har lyst til at tage den risiko ved, at man kan stå derovre og have nogle problemer med rejsepapirer eller andet,« siger hun.

Hos Spies Rejser oplever man også en stor nedgang i antallet af danskere, der ønsker at rejse til USA i den nuværende situation. Det fortæller kommunikationschef Sofie Folden Lund.

»Vi ser en ret voldsom nedgang i rejser til USA på omkring 50 procent. Folk tøver med at booke. Lige nu er det 50 procent, men det ændrer sig hele tiden. Det begyndte i januar med otte til ti procent. I løbet af marts begyndte det at gå mere voldsomt for sig. Der raslede det ned, og nogle uger havde vi slet ikke noget salg,« siger hun.

Danskerne stemmer med fødderne

Udover danskere er der en generel tendens til, at udenlandske turister vender ryggen til USA efter Donald Trumps udmeldinger om straftold, trusler mod allierede og store politiske omvæltninger i hans første måneder på posten.

I marts var der 17 procent færre vesteuropæere, der tog til USA sammenlignet med samme måned året før. Det viser tal fra den amerikanske turistmyndighed NTTO, skriver Forbes.

De største europæiske markeder, Storbritannien og Tyskland, står for en nedgang på henholdsvis 15 og 29 procent.

De to lande har ifølge The Independent advaret deres borgere mod at tage til USA på grund af risikoen for at blive tilbageholdt af de amerikanske immigrationsmyndigheder.

En række andre danske rejsebureauer kobler også deres faldende rejsesalg i USA sammen med Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus.

I april berettede fire forskellige bureauer over for DR, at de har oplevet et fald i salget på mellem 25 procent og 40 procent. Det drejede sig blandt andet om Jysk Rejsebureau, der havde set et fald på 32 procent.

»Vi kæder det helt sikkert sammen med, at nogle stemmer med fødderne og ikke synes, at de har lyst til at rejse til USA, når Trump fører den politik, som han gør,« sagde direktør Niels Amstrup til DR.

Andre destinationer i stigning

Det kan også mærkes hos Spies Rejser, at mange danskere stadig vil til fjerne himmelstrøg. Her er der sket en stigning for en række forskellige destinationer samtidig med faldet i rejser til USA.

»Det er svært at sige, om det én til én er, fordi folk fravælger USA og vælger noget andet. Men samtidig med, at det er gået ned for USA, er det gået lidt op for Mauritius, Maldiverne og Dubai,« siger kommunikationschef Sofie Folden Lund.

Indtil videre er der intet problem i at rejse til USA for danskere, slår Louise Hertzum Andersen fast. Hun oplever også kunder, der på ingen måde dropper deres tur.

Det afspejler undersøgelsen fra YouGov også. 37 procent af de adspurgte svarer, at den geopolitiske situation ikke har nogen betydning for, hvor de har valgt at holde ferie. 13 procent svarer »ved ikke«.

»Rigtig mange skal ud at studere eller har et formål, som for dem er lidt større end den her problematik, og de har planlagt i lang tid. Så gennemfører de det og ringer måske til os en gang under turen. Men de virker trygge, dem der skal afsted,« siger Louise Hertzum Andersen fra Gouda Rejseforsikring.

Det er ikke kun principper og signaler, der er på spil. Fravalget af USA kan komme til at gøre ondt på amerikanernes økonomi.

I slutningen af marts anslog det internationale analysefirma Tourism Economics, at den amerikanske turistbranche står til et tab i omsætningen på 441 milliarder kroner i 2025.

Undersøgelsen er gennemført af YouGov for Gjensidige blandt 1.023 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år. De er blevet spurgt:

Har den geopolitiske situation betydning for eller har haft betydning for, hvor du forventer/har valgt at rejse hen i 2025?

• Ja, jeg vil ikke rejse til USA/har fravalgt at bestille ferie i USA: 18 %
• Ja, jeg vil kun rejse inden for Europa/har bestilt ferie i Europa: 21 % 
• Ja, jeg vil kun rejse inden for Norden/har bestilt ferie i Norden: 5 % 
• Ja, jeg ønsker ikke at rejse til udlandet i den nuværende geopolitiske situation: 6 %
• Nej, den geopolitiske situation har ingen betydning for, hvor jeg forventer at holde/har valgt at holde sommerferie: 37 %
• Ved ikke: 13 %

Det er ugen, hvor Donald Trump kunne fejre sine første 100 dage tilbage i Det Hvide Hus. Den fejring gik ikke helt som håbet.

Meningsmålingerne peger i den helt forkerte retning, og det begynder at knage i den ellers så teflonagtige økonomi, der gennem tre år har overrasket de fleste med vækst på vækst.

Nu faldt aktiviteten så i årets første tre måneder. Kun marginalt, og det kan sagtens blive revideret op til nul. Men det er første gang i tre år, at der er et fald. 

For præsident Trump begynder virkeligheden at presse sig på, og kampen om fortællingen er blevet langt mere kompliceret. Derfor kom der endnu en eksplosion på de sociale medier efter de svage væksttal.

»Dette er Bidens aktiemarked, ikke Trumps. Jeg tog ikke over før 20. januar. Toldmuren vil snart være på plads, og rekordmange virksomheder vil begynde at flytte til USA. Vores land vil blomstre, men først skal vi af med Bidens overhæng. Det vil tage nogen tid, men har INTET AT GØRE MED TOLD. Det er kun, fordi han efterlod os dårlige tal. Men når boomet begynder, vil intet blive som før. VÆR TÅLMODIGE!!!«

Det er værd at bemærke, at Trump gladelig tog æren for stigningen i aktierne, før hans toldpolitik sendte markederne i rødt. At væksten var på meget pæne 0,6 procent i det sidste kvartal, Biden var præsident.

Det røde tal for årets første måneder har alt at gøre med toldmuren. Underskuddet på handlen med varer har i de forgangne måneder været næsten dobbelt så stort som sidste år, mens alt og alle har forsøgt at få varer til USA, inden de blev pålagt en højere told.

Nu er der et kæmpe fald i importen fra ikke mindst Kina. Og i de kinesiske havne ligger containere med varer til USA, der ikke kommer afsted. Det betyder også, at der er et stort fald i behovet for ansatte i logistik og lager i USA.

Kommer investeringerne?

Og kommer investeringerne så i høj fart, som Trump anfører?

Udenlandske virksomheder investerer hvert år milliarder i produktion i USA, og alle, der har planer om at lægge penge i USA, vil skrige det fra byens tage. Og nogle – mest inden for teknologi og lægemidler – vil sikkert foretage nye investeringer, de ellers ikke havde tænkt sig.

Men det er samtidig to af de sektorer, hvor investeringer er meget dyre og meget tidskrævende. Derfor skal der være stabile udsigter og en lang tidsramme for, at det kan betale sig. Det er ikke lige det, som Donald Trumps mange skiftende udmeldinger i toldkrigene giver.

Og tag to eksempler på det modsatte. Apple vil fremover forsyne det amerikanske marked fra Vietnam og Indien. GN Store Nord flytter abrupt produktionen fra Kina til andre asiatiske lande. Hvor flytter de ikke hen? Til USA.

Skattelettelser forude

Trump kan dog fremhæve en meget vigtig målestok, der fortsat er positiv. Arbejdsmarkedet skabte også i april nye job. Det sker i lidt lavere tempo end tidligere, men slet ikke noget, der afspejler den nervøsitet, der har bredt sig på tværs af det amerikanske samfund de seneste måneder. Arbejdsløsheden blev liggende på 4,2 procent. 

Andre tal fra arbejdsmarkedet er svagere, og der er blevet fyret en halv million mennesker de seneste tre måneder. Det vil også dukke op i jobtallene i de kommende måneder. Akkurat ligesom de mange dybe nedskæringer i staten og forskningsverdenen vil.

Men afmatning er ikke det samme som tilbagegang. Derfor skal man heller ikke forvente hurtige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank.

Det er de bløde tal – stemningsbarometre – der varierer fra rødt til blodrødt. Men det er ikke sikkert, at det kommer til at gå sådan.

Trump mener selv, at han har to økonomiske esser i ærmet.

For det første skattelettelser.

Kongressen arbejder på en større finanspolitisk pakke, hvor omdrejningspunktet er en forlængelse af Trumps skattelettelser fra 2017 og så nye skatteløfter fra valgkampen, herunder skattefritagelse af drikkepenge og folkepension.

Republikanerne bruger 4.000 milliarder dollar på at forhindre, at pakken fra 2017 udløber, hvilket ville give en stramning af finanspolitikken.

Så skal der bruges flere penge på Trumps prioriteter som forsvar og grænsebevogtning, mens der skal skæres på en række områder. Det står til at ramme al forskning, men også velfærdsprogrammer for de laveste indkomstgrupper, selvom der er åben uenighed blandt republikanerne om, hvor meget der kan skæres. Mange lavtlønnede vil være i den situation, at de skattelettelser de får i den ene hånd, bliver taget igen med den anden.

Deregulering skal sætte gang i det hele

For det andet satser Trump på, at massiv deregulering af økonomien vil udløse et brøl af investeringer.

Det lykkedes delvist i første periode, hvor Trump rullede en masse regler og indberetningspligter tilbage. Derfor var han en helt hos små og mellemstore virksomheder. Men det er især de små og mellemstore virksomheder, der ikke har præsidentens telefonnummer, som nu bliver ramt af toldmuren. Derfor var de allerede i marts blevet markant mindre optimistiske.

Denne gang er det ikke mindst energiområdet, der skal have hjælp. »Energidominans« er en helt central del af Trumps samlede plan, og det skal ske gennem en udbygning af fossile brændstoffer. Det forøger presset på Europa, hvor energipriserne i forvejen er markant højere end i USA.

I den første embedsperiode var det alle former for energi, der skulle aktiveres, og Trump skrev faktisk under på en af de største støttepakker til vedvarende energi nogensinde. Men denne gang er det faldet for »woke«. 

Trump har stoppet et stort havvindmølleprojekt, der er under opførelse af norske Equinor. Det har sendt chokbølger gennem alle dele af energiindustrien, for hvis man ikke kan stole på indgåede kontrakter, hvem tør så indgå aftaler?

Olieselskaber skal have lov til at forurene mere, det skal være nemmere at bygge nye rørledninger, og der skal bores på mere føderalt land. Og udfasningen af kulkraft skal helst vendes, men som minimum ophøre.

Eksporten af flydende naturgas har sat nye rekorder, og med byggeriet af flere eksportanlæg er det meningen, at gasproduktionen også skal stige. Det er her, at EU har en god brik i de kommende handelsforhandlinger, for EU-landene har brug for amerikansk naturgas i en årrække.

Det er dog tvivlsomt, om olieselskaberne vil udnytte mulighederne for at øge produktionen eller bruge besparelserne fra lempelserne af krav til at øge indtjeningen. Brydningen af kul falder og falder.

Olieraffinaderierne har anvendt det seneste fald i olieprisen til at genopbygge deres indtjeningsmarginaler. Selskaberne har tabt penge de seneste år, og de leder nu efter anledning til at hæve indtjeningsmarginalerne. Derfor har de lavere oliepriser ikke givet Trump den politiske medvind, han havde håbet på.

Oliebranchen kan argumentere for, at lempelserne er midlertidige, fordi man ikke ved, hvad der sker efter 2028. Og det giver ingen kommerciel mening at sætte produktionen i vejret og presse priserne ned. Hellere stabil, høj produktion i længere tid til en højere markedspris.

Hvad med forbrugerne?

For husholdningerne venter den økonomiske smerte forude, når prisstigninger bliver synlige i butikkerne. Forventningen til inflationen næste år er på det højeste niveau siden 1981.

Samtidig vil renterne forblive højere i længere tid, og den svækkede dollar betyder, at importerede varer bliver endnu dyrere.

Chefarkitekten bag Trumps toldmur, Peter Navarro, mener, at økonomien er et »godt sted«, men Navarro har heller aldrig været bleg for at indrømme, at der er omkostninger forbundet med at hive vindebroen til verdensøkonomien op.

Det ved Trump et sted også godt. »Måske vil børnene have to dukker i stedet for 30, og måske vil de to dukker koste et par dollar mere end de ville normalt«, kommenterede han i denne uge.

Det er et interessant budskab til USAs børnefamilier, der i forvejen er blandt dem, der føler sig økonomisk mest presset. Andelen af unge under 35 år, der ejer deres egen bolig, er på to år faldet med 2,7 procentpoint, og mere end 63 procent af dem bor altså til leje. Huslejer er på landsplan steget med en fjerdedel siden begyndelsen af 2021 og meget mere i byerne.

De har dermed store stigninger i huslejen og har ikke fået gevinst af stigende friværdier med de stigende huspriser. Tværtimod holder kombinationen af stigende huslejer og dermed mindre til udbetaling, stigningen i boligpriser og høje boligrenter de unge ude fra boligmarkedet. Dertil kommer, at det også er denne gruppe, der bliver hårdest ramt af, at Trump har indskærpet inddrivelsen af studielån.

Forværring af humøret i de amerikanske husholdninger er uden fortilfælde. Humøret er nu dårligere end i den sorteste tid i finanskrisen, hvor privatforbruget faldt med fire procent. Men hvad betyder det for forbruget nu?

Vurderingen af situationen på arbejdsmarkedet er svækket, men slet ikke i samme omfang som man er blevet bange for endnu mere inflation og udsigterne for økonomien. Det er ofte denne faktor, der styrer den underliggende lyst til at bruge penge.

Men der er vigtige tegn hos de virksomheder, der leverer til den amerikanske middelklasse. McDonald’s har haft det største fald i omsætningen i USA siden coronatiden. Aktierne i de store flyselskaber er faldet med 35-45 procent siden indsættelsen i januar.

De fleste virksomheder har opgivet at spå om, hvordan det vil gå i år. De arbejder samtidig på at presse besparelser ud af deres organisationer for at kompensere for de øgede omkostninger ved toldkrigen. Det er også noget, som i de kommende måneder kan blive synlige i jobmarkedet. Det gælder ikke mindst de mindre virksomheder, der ikke kan ringe til Det Hvide Hus og få undtagelser i toldmuren. Tolden er fortsat på 145 procent på kinesiske varer.

De seneste uger har handelskrigen sejlet frem og tilbage, mens aktiemarkedet har besluttet sig for, at alt nok skal ende godt. Måske. Men måske skal det også blive meget værre, før det bliver bedre.

Det er værd at bemærke, at Trump ikke hurtigt har fået lande til at acceptere den generelle toldmur på ti procent. EU har direkte meldt ud, at toldmuren ikke er acceptabel. Og i Japan er regeringen mindre optimistisk i vurderingen af mulighederne for en aftale end de amerikanske myndigheder.

Så alt i alt blev det en blandet uge for Trumps fortælling om, at der venter en »gylden æra« på den anden side af lidt økonomisk smerte. Trump kræver tålmodighed. Men det har aldrig været amerikanernes vigtigste dyd. Det er man langt bedre til i Kina. Og deri ligger nok Trumps største problem.

Her i Europa skaber handelskrigene også negative rammer. Men det er vigtigt at huske, at det kun er amerikanske virksomheder og husholdninger, der nu er omgivet af en toldmur. Dertil kommer, at Den Europæiske Centralbank (ECB) har langt mere spillerum til at sætte renten ned end den amerikanske. 

»INGEN INFLATION, FED BØR SÆNKE RENTEN!!!« skrev han efter fredagens jobrapport på sit eget sociale medie, Truth Social. Det er skæbnen syrlige ironi, at hvad der er godt for Trump politisk samtidig er det, der forhindrer ham i at få det, som han allerhelst vil have. Federal Reserve forventes at fastholde renten på 4,5 procent på mødet i næste uge. 

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Det københavnske boligmarked er en brutal affære, hvor det ikke kun er de skyhøje priser, der skaber problemer for dem, der leder efter et sted at bo. 

Vores ombejlede hovedstad har hårdt brug for en særlig type bolig, men der bliver slet ikke bygget nok.

Det er især førstegangskøbere, enlige, ældre og unge, som mærker konsekvenserne. 

»København er blevet så populært, at byggekranerne ikke har kunnet følge med. Og der, hvor der er blevet bygget, har det været for stort og forkert set med singlernes øjne,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea.

Og her spiller en lokalplan fra 2005 en afgørende rolle.

Her indførte de københavnske politikere et mindstekrav til gennemsnitsstørrelsen på nybyggeri i Københavns Kommune for at fastholde børnefamilierne og deres sunde økonomier. Det var den daværende Venstre-borgmester Søren Pinds helt store slagnummer.

Den del lykkedes, men til gengæld har det sendt andre befolkningsgrupper om bag i køen.

København skulle saneres

I 2005 blev det i Københavns kommuneplan vedtaget, at alt nybyggeri i gennemsnit skulle være 95 kvadratmeter, og at boligerne som minimum skulle være 75 kvadratmeter.

»Hvis man var fræk, ville man kalde det kommune-egoisme,« siger Lise Nytoft Bergmann og uddyber:

»Simpelthen fordi når du bygger større, så får du børnefamilier ind, og det er noget, man normalt gerne vil tiltrække til en kommune, fordi de almindeligvis giver et godt skattegrundlag.«

Det handler i høj grad om, at København var en helt anden by for 30 år siden.

Hvor der i dag bliver talt om opblomstring og svimlende kvadratmeterpriser, handlede kommunens udfordringer i 90erne og 00erne om sociale belastninger og at fastholde familierne, når børneflokken voksede.

»København var i tidernes morgen mere slum, og der var simpelthen brug for at sanere byen,« forklarer Lise Nytoft Bergmann.

Man havde brug for en større variation i boligmarkedet. Lejlighederne var for små og ikke istandsat efter moderne standarder.

Det er gået godt med at vende skuden. Faktisk næsten så godt, at vi nu befinder os i den omvendte kattepine, hvor lavindkomstgrupper skubbes ud af byen.

I kommuneplanerne fra 2015 og 2019 lempede man mindstekravene, så kun halvdelen af det samlede boligareal skal have en gennemsnitsstørrelse på 95 kvadratmeter, og mindstestørrelsen sænkedes til 40 kvadratmeter. Men det er tilsyneladende ikke nok til at møde københavnernes behov.

»Man kan ikke give nogen en forlomme uden at give en baglomme til nogle andre,« som Lise Nytoft Bergmann formulerer det.

Og den baglomme er gået til de studerende, singlerne og de unge par uden stærke købekræfter.

En lukket fest

Det billede tilslutter Marc Lund Andersen sig. Han er cheføkonom i Boligøkonomisk Videncenter, hvor man har svært ved at se formålet med at bevare 95-kvadratmeterreglen til nybyggeri i kommunen.

Boligmarkedet i København har udviklet sig til en lukket fest, hvor invitationen er rigtig svær at få fingrene i.

»Mange unge mennesker i 20erne er fint tilfredse med 40-50 kvadratmeter, men de er bare blevet sværere at få fat i.«

De små lejligheder koster naturligt nok mindre i absolutte tal end de store lejligheder, og de fleste begynder deres tilværelse som boligejer der.

Men der er ikke nok af disse lejligheder som springbræt til boligmarkedet.

Anno 2025 findes der omkring 24.000 boliger i København på under 40 kvadratmeter, hvilket svarer nogenlunde til de 23.856, der fandtes i 1991. I mange andelsboligforeninger har man aktivt arbejdet for at slå lejlighederne sammen.

Siden er der dog sket flere ting med københavnerne. Dels har der været en stor tilflytning. Ifølge kommunens egne tal er indbyggertallet vokset fra 471.300 i 1995 til 667.000 i år – og man forventer, at tallet vil vokse yderligere til 762.000 om 25 år. Der skal altså findes boliger – og infrastruktur – til i gennemsnit knap 4.000 personer om året. Sidste år steg indbyggertallet med 7.800 personer.

I samme periode er en større andel af københavnerne blevet singler. Faktisk så mange, at de har udkonkurreret kernefamilierne på boligmarkedet, da over halvdelen af husstandene kun består af en enkelt voksen. Det viser tal fra Danmarks Statistik fra 2024.

Og så er København gået fra i 1980erne at være den kommune med højest gennemsnitsalder til at være landets yngste kommune. Gennemsnitsalderen var i 2024 knap 37 år.

I Boligøkonomisk Videncenter er man efter Marc Lund Andersens udsagn »ikke synderligt begejstret« for 95-kvadratmeterreglen i Københavns Kommune. Heller ikke efter lempelserne i 2015 og 2019.

»Det er et spørgsmål om, at udbuddet skal møde efterspørgslen,« siger Marc Lund Andersen og forklarer:

»København er en singleby, en ung by, en studenterby. Så vi har svært ved at se formålet med at bevare 95-kvadratmeterreglen og ikke lade markedet regulere sig selv, når vi netop har brug for små boliger.«

Udsigt til flere små boliger

Det forholder sig ikke sådan, at man i Boligøkonomisk Videncenter de facto er imod regulering af boligmarkedet, så byerne består af alle lag på den økonomiske rangstige. Tværtimod.

»Regulering spiller på flere fronter en væsentlig rolle på boligmarkedet. Blandt andet i forhold til at sikre betalbare boliger, som er afgørende for store byers sammenhængskraft,« siger Marc Lund Andersen og tilføjer:

»Der er ikke nogen, som gider pendle i timevis for at påtage sig de lavtlønnede job, som alle byer har brug for bliver varetaget. Det kræver for det meste, at man bor i nogenlunde afstand til byen, og det skal der være råd til.«

Der er dog udsigt til ændringer.

Marc Lund Andersen fra Boligøkonomisk Videncenter roser de københavnske politikere for den seneste kommuneplan, hvor en målsætning er at opføre 40.000 nye boliger inden 2036 med ønske om flere små boliger. Det foreslås desuden at sænke mindstekravet fra 50 til 40 kvadratmeter.

»Jeg siger ikke, at det var en forkert beslutning, man traf i 2005, hvor store boliger i København virkelig var en mangelvare. Men det er svært at få øje på nødvendigheden i at blive ved med at have en 95-kvadratmeterregel i 2025.«

Fremtidens byggeri

I den anden ende af aldersspektret er problemet imidlertid et andet.

Her risikerer dyrebare kvadratmeter nemlig at stå ubenyttede – men beboede.

Det ældre segment af boligejere i København vil i mange tilfælde have en rigtig sund privatøkonomi, fordi boligerne er steget så meget i pris.

Men selvom mange ældre ville kunne klare sig på færre kvadratmeter, flytter de ikke nødvendigvis til noget mindre. Og det kan blive et problem, forklarer Marc Lund Andersen.

»Man risikerer, at boligmassen ikke bliver udnyttet optimalt,« siger han. Kommunen forventer, at halvdelen af befolkningstilvæksten de kommende 25 år vil være blandt de 65+-årige.

De små lejligheder er som nævnt svære at komme i nærheden af og er ligesom alt andet blevet markant dyrere.

»Hvis man ikke føler, at det kan betale sig i kroner og øre at gå ned i størrelse, vil det reducere incitamentet til at flytte i en mindre lejlighed. Men det er omvendt også svært at problematisere, så længe der er mangel på små boliger til de mindre velhavende yngre husholdninger,« siger Marc Lund Andersen.

De mindre lejligheder kan ellers sagtens passe til ældre beboere, hvor børnene for længst er flyttet hjemmefra, og de mange kvadratmeter ikke længere er en gevinst, men nærmere en byrde, som skal rengøres og vedligeholdes.

Det kan man med fordel tænke ind i fremtidens byggeri, forklarer Svend Greniman Andersen.

Han er seniorøkonom i Nykredit, hvor man har taget et kig i krystalkuglen og nærstuderet efterspørgslen på det danske boligmarked.

I en omfattende analyse, som Nykredit offentliggjorde sidste sommer, kunne man læse, at københavnerne i den grad er på udkig efter boliger på få kvadratmeter. Det er som tidligere nævnt særligt de ældre, de enlige og førstegangskøberne, der har interesse i de små boliger.

Men udbuddet af dem står ikke mål med efterspørgslen.

Svært at få lov at bo alene

»Til trods for at flere ønsker at bo alene, er andelen af boliger med kun én beboer faldet fra 2010 til 2024. Det er stik modsat af, hvad vi ser i andre store byer som Odense, Aarhus og Aalborg, hvor markedskræfterne har haft mere frit spil,« siger Svend Greniman Andersen.

Det er dog ikke ligegyldigt, hvordan disse små boliger ser ud.

»I ældreboliger kan adgangsforhold være vigtigt, så der for eksempel er en elevator. Der kan også være et ønske om, at man placerer seniorboliger i samme område,« siger Svend Greniman Andersen.

Mange ejere af nybyggede lejligheder har også vænnet sig til store altaner. Det er også ofte en mangelvare i mindre lejligheder.

Behovene ser anderledes ud hos de unge førstegangskøbere, som i højere grad end tidligere er singler og har brug for færre kvadratmeter.

»Kvadratmeterprisen er ikke nødvendigvis lavere, men det er nemmere at købe sig ind i en lejlighed på 50 end 100 kvadratmeter, som koster det dobbelte. Førhen ville flere være i et parforhold og have to indkomster.«

Der er også blevet opført mange nye lejligheder i det københavnske opland, og kvadratmeterpriserne er også på himmelflugt i Valby og Brønshøj – omend lidt mindre end i brokvartererne og Indre By.

»Det er altid vigtigt at lave en afvejning af, hvor førstegangskøberne gerne vil bo. Byerne er en magnet for unge mennesker, som vil bo der, hvor tingene sker, sammen med alle de andre,« siger Svend Greniman Andersen.

Med regulering lykkedes det kommunen at fastholde flere af de dyrebare børnefamilier. Spørgsmålet er, om man bør benytte sig af mere regulering for at imødekomme behovene hos singlerne.

Til det svarer Svend Greniman Andersen dog, at markedet kan klare den del alene.

»Jeg tror, det vil ske helt af sig selv. Efter man har lempet reglerne, er der blevet bygget markant flere af de mindre boliger.«

Normalt er det store internationale medier som Bloomberg og CNBC, hun snakker med.

Men i dag er det Berlingske.

Grace Peters er ikke hvem som helst. Hun er nemlig ansvarlig for at lægge investeringsstrategien hos en af verdens største velhaverbanker, J.P. Morgan Private Bank.

Og i løbet af årets første fire måneder har der været rigeligt at se til. For Donald Trumps handelskrig har vendt op og ned på den verden, som vi kender – også på de finansielle markeder.

»Selvom vi forventede at se større udsving på markederne i år, står investorerne over for en uventet virkelighed, da den politiske usikkerhed har givet stor genlyd på de globale markeder,« siger hun.

Den anerkendte chefstrateg understreger dog vigtigheden af, at man trods usikkerheden fastholder en velovervejet og balanceret investeringstilgang, der tager højde for risici i både op- og nedadgående retning.

Når hun sammen med sit hold på mere end 40 strateger rådgiver bankens klienter om, hvordan de bedst muligt gør det, fremhæver hun især tre nøgletemaer. Og et af dem er i dag mere relevant end længe. Det er blandt andet det, hun deler med Berlingske.

Europa haler ind på USA

De seneste mange år har amerikanske aktier givet baghjul til stort set alle andre, efterspørgslen efter amerikanske obligationer har været stigende og »kong Dollar« er kun blevet mere værd. Den »amerikanske exceptionalisme« er det blevet kaldt.

Siden finanskrisen har europæiske aktier kun klaret sig bedre end de amerikanske i korte perioder på op mod et par uger frem for måneder.

Men i år har billedet været omvendt: Både de europæiske og flere asiatiske aktiemarkeder har klaret sig bedre end det amerikanske, investorernes begejstring for amerikanske obligationer er dulmet, og dollaren er blevet svækket markant.

Så selvom Grace Peters forventer, at den økonomiske vækst i USA betyder, at amerikanske aktier fremadrettet vil genindtage førerpositionen, så vil det være med et mindre forspring end tidligere.

»Vi fokuserer mere på de globale aktiemarkeder, hvor vi forventer at Japan, Indien og ikke mindst Europa fortsat vil levere gode afkast,« siger hun og fortæller, at en større europæisk aktiesucces kræver, at investorerne både bliver skubbet væk fra USA og trukket i retning af Europa.

»Der er behov for en ‘push and pull’-effekt. Med et hak i den amerikanske exceptionalisme er vejen banet for push-effekten. Og med lempelsen af den tyske gældsbremse og udsigterne til massive milliardinvesteringer i Europa, er vejen banet for pull-effekten.«

Samtidig fortæller hun, at dollaren i hendes optik har været overvurderet i årevis.

»Der har bare ikke været nogen katalysator til at vende om på det. Men det har vi fået i år,« forklarer hun.

Med usikkerheden om Donald Trumps handelskrig har investorer verden over sat spørgsmålstegn ved USAs status som verdens sikre finansielle havn. Dollaren er i år faldet med knap ti procent.

Grace Peters fortæller dog, at den på sigt muligvis skal svækkes med yderligere ti til 20 procent. Det kan betyde mindre gevinster eller større tab for danskere med amerikanske investeringer.

Nu kommer gevinsten af diversifikation

Derfor mener chefstrategen, at diversifikation i dag er mere relevant end længe.

Ikke kun geografisk, men også i forhold til hvad man investerer i.

Guldprisen er i løbet af årets første fire måneder steget med 25 procent. Historisk har guldprisen klaret sig godt, når dollaren svækkes, men det er ikke kun derfor, at en guldbarre er blevet markant mere værd.

»Vi fortæller vores klienter, at de lige nu skal have eksponering mod aktiver, som kan få gavn af geopolitisk drevne markedsudsving. Og her har guld været en af vores topprioriteter at forskanse sig i,« siger hun og fortsætter:

»Den seneste tid har vi set øget efterspørgsel i ETF-markedet. Vi forventer ikke, at guld vil blive ramt af de samme udsving, som har præget aktiemarkedet.«

De traditionelt sikre obligationsinvesteringer har i år vist sig en smule sårbare over for handelskrigens store usikkerhedståge og har ikke i samme grad som tidligere været en beskyttelse over for aktiefald.

Normalt er aktier og obligationer ellers to modpoler. Når aktierne falder, stiger obligationerne. Men det forhold har flere gange de seneste år ikke holdt stik – senest i april, hvor både amerikanske aktier, obligationer og dollaren faldt.

Derfor er man nødt til at gentænke den klassiske 60/40-portefølje, hvor aktier udgør 60 procent og obligationer 40, mener Grace Peters.

Har obligationer så overhovedet længere nogen berettigelse i en portefølje?

»Det kan være en god beskyttelse i et scenario, hvor den økonomiske vækst aftager, og vi muligvis ender i en recession. Men obligationer kan dog ikke beskytte mod inflationschok,« forklarer hun.

Inflationen spøger stadig – men her kan du gemme dig

Og netop inflationen spøger stadig hos Grace Peters.

I Europa er der kommet styr på den efter coronapandemien og energikrisen, men i USA har centralbanken Federal Reserve været længere tid om at tæmme inflationsmonstret. Og med Trumps inflationsskabende politik spekulerer flere i, at den kan vende tilbage.

Hvor kan man så gemme sig for inflationen?

»Vi anbefaler vores klienter infrastruktur og råvarer. Særligt infrastruktur har klaret sig godt i perioder, hvor både aktier og obligationer har haft det svært og givet solide afkast i perioder med inflation,« siger hun.

Der er generelt to typer af infrastruktur: kerneinfrastruktur og cyklisk infrastruktur.

»Kerneinfrastruktur er måske ikke så glamourøst, men det er et solidt element. Det er investeringer i veje, jernbaner, broer og den slags. Det er ofte ret modne aktiver, der har et fysisk produkt bag sig,« forklarer Grace Peters og fortsætter:

»Cyklisk infrastruktur er knyttet til især de datacentre, der nu bliver bygget i forbindelse med udbredelsen af ai-værdikæden samt udbygningen af hele energiinfrastrukturen.«

Selv foretrækker hun investeringer i kerneinfrastruktur, fordi man »får et selskab, der faktisk tjener penge og ikke kun har det som en målsætning i fremtiden.«

Ingen gevinst uden risiko

Men intet kommer uden risiko. Heller ikke gevinsterne på de finansielle markeder.

Det forklarer Grace Peters.

»Som jeg ser det, er der tre nævneværdige risici for europæiske aktier. For det første, at Europa ikke leverer på de forventninger, der er til de massive offentlige investeringer. Og for det andet, at den globale økonomiske vækst skuffer og forbrugertilliden banker ned. Det vil ramme den europæiske luksussektor hårdt,« siger hun og afslutter:

»Og hvem ved, om USA pludselig vender på en tallerken? Hvis alle de positive politikker, som administrationen meldte ud før indsættelsen om deregulering og skattelettelser bliver indført, og de politikker, som markederne ikke kan lide bliver tilbagerullet, kan det betyde en stor strøm af penge tilbage i dollaren og i de amerikanske aktier.«

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Et ungt gift par i vores familie drømmer om idyllen på landet og påtænker at købe den sammen med et vennepar.

Ud over at de selvfølgelig skal aftale fordeling af ejendommens areal, råderet, forbrug og vedligeholdelse, hvad er så kernepunkterne i en sådan aftale, og skal man tinglyse den?

Hvad gør man for at sikre sig, hvis sygdom, ulykker, skilsmisser eller uvenskab gør salg af en af ejerandelene nødvendig?

Er forkøbsret eneste mulighed for at sikre sin egen andel, hvis samejet skal ophøre?

Med venlig hilsen

I.H.S.J.

Kære I.H.S.J.

Når to vennepar overvejer at købe en ejendom sammen – især en landejendom med drømme om et liv i fællesskab – er det helt afgørende at få lavet en grundig og gennemtænkt samejeaftale.

Det allervigtigste er at afstemme forventninger på et realistisk niveau. 

Det kan være lige så vanskeligt, som når et nyforelsket par bliver opfordret til at tænke strategisk. Der er meget lidt lyst og plads til kold jura og svære spørgsmål. Mange lader følelserne vinde her, og når det så bliver hverdag, dukker problemerne op. 

Og juraen er ikke særlig god til at finde tilfredsstillende løsninger på allerede opståede problemer. Jura er firkantet, men problemer er mindst 68-kantede, og derfor er juraværktøjet i mange tilfælde ikke i stand til at løse problemerne.

En vigtig del af aftalen handler om brugsretten til ejendommen – altså hvem der bruger hvilke dele, hvordan arealerne eventuelt opdeles, og hvilke områder der deles i fællesskab, som for eksempel have, udbygninger eller parkeringsplads. 

Aftalen bør desuden regulere, hvordan udgifter og forbrug fordeles – det gælder både faste udgifter som lån, ejendomsskat og forsikringer, men også variable udgifter som el, vand og varme. 

Det er en god idé at tage stilling til, hvordan man håndterer forskelle i forbrug, og hvordan udgifter opgøres og afregnes løbende.

Samarbejde kræver også klare beslutningsgange. Det skal fremgå, hvordan I træffer beslutninger om for eksempel vedligeholdelse, fornyelse, ændringer og belåning. 

Nogle beslutninger kan måske træffes af én part, mens andre kræver enstemmighed. Der bør også være en plan for, hvordan I håndterer uenighed, så I ikke ender i dødvande. 

Det kan beskrives juridisk, men I skal gennemtænke, hvad der sker, hvis I ikke kan blive enige på de afgørende punkter. 

Hold løbende møder

En god metode her er at aftale, at I løbende holder et statusmøde, hvor spillereglen kan være, at I ryster posen og lægger frem, hvis der er irritationspunkter. 

Hvis du går en lang tur med en sten i skoen, vil der på et tidspunkt gå hul. Derfor er det klogt at standse op og tage stenen ud. På samme måde med de små irritationer. De skal håndteres, inden de vokser sig store, og det lyder lettere, end det er. Derfor er det klogt at italesætte det ret firkantet fra en start.

Vedligeholdelse og renovering er ofte en kilde til uenighed, så det er en fordel at aftale, hvordan I prioriterer reparationer, hvem der står for hvad, og hvordan udgifterne fordeles. Hvis én part ønsker at udføre forbedringer, som ikke er nødvendige, bør det også være klart, om det kræver godkendelse fra den anden part.

Der kan opstå situationer, hvor den ene part midlertidigt ikke bruger ejendommen – det kan være grundet rejse, sygdom eller andet. Her bør det fremgå, om man i så fald må leje sin andel ud – og i givet fald til hvem og på hvilke vilkår.

Selvom det ikke er et krav, er det en god idé at tinglyse samejeaftalen, især hvis den indeholder rettigheder som brugsret til specifikke områder eller forkøbsret. Tinglysning sikrer, at aftalen også gælder over for eventuelle fremtidige ejere eller kreditorer.

Tænk langsigtet

I bør også tænke langsigtet og tage højde for situationer, hvor samejet kan blive udfordret – det kan være ved sygdom, død, skilsmisse eller uvenskab. 

En forkøbsret er en måde at give den anden ejer mulighed for at købe en andel, hvis den anden ønsker at sælge. Det kan give tryghed og forudsigelighed. 

I kan også aftale en købspligt i visse situationer, for eksempel hvis én part ikke længere ønsker at bo der, eller hvis der opstår alvorlig uenighed. I nogle tilfælde vælger parterne at inkludere en salgsret, hvor en part kan kræve hele ejendommen solgt, hvis I ikke kan blive enige om en løsning.

Det kan også være en god idé at fastlægge, hvordan værdien af en andel beregnes ved udtrædelse – for eksempel med vurdering fra en eller flere ejendomsmæglere eller ved brug af en bestemt metode, som begge parter har godkendt på forhånd. 

Nogle vælger at supplere med livs- eller ulykkesforsikringer, så der er økonomisk mulighed for at købe hinanden ud, hvis livet pludselig ændrer sig.

Alt i alt handler det om at få aftalt de vigtigste forhold på forhånd, mens stemningen er god og samarbejdet ubesværet. 

En skriftlig og gennemtænkt samejeoverenskomst skaber tryghed for alle parter og giver klare retningslinjer – både når livet går som planlagt, og hvis det tager en drejning.

Jeg vil anbefale, at I får hjælp fra jeres advokater til at udarbejde aftalen, så den er juridisk holdbar og tilpasset netop jeres situation. Husk, at det hele kan se smukt ud på papir, men lakmusprøven er jo, om det holder, hvis det brænder på. 

Jo mere målrettet I selv arbejder med dette, desto bedre er muligheden for et succesfuldt fælles ejerskab.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H)

DreistStorgaard Advokater

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Milliardær og investor Warren Buffett planlægger at træde tilbage som administrerende direktør for det amerikanske holdingselskab Berkshire Hathaway i slutningen af 2025.

Det har han lørdag annonceret på selskabets generalforsamling, skriver nyhedsbureauet AP.

Warren Buffett sagde samtidig, at han vil anbefale Berkshire Hathaways bestyrelse, at Greg Abel skal overtage posten som administrerende direktør.

Greg Abel er i dag formand for bestyrelsen i datterselskabet Berkshire Hathaway Energy.

94-årige Buffett, der er verdens femterigeste person, har senest gjort sig bemærket med kritik af USA's præsident Donald Trumps toldpolitik og har sagt, at "handel ikke skal være et våben".

Udtalelserne om præsidentens handelspolitik faldt tidligere lørdag på Berkshire Hathaways generalforsamling i Omaha i delstaten Nebraska.

- Vi bør gå efter at handle med resten af verden. Vi bør gøre, hvad vi er bedst til, og de skal gøre, hvad de er bedst til, sagde Buffett med henvisning til samhandlen med udlandet.

Han advarede om, at Trumps handelspolitik har øget risikoen for generel global ustabilitet, fordi USA's forhøjede toldsatser har skabt vrede i resten af verden.

Warren Buffett købte sig ind i tekstilvirksomheden Berkshire Hathaway i 1962 og blev majoritetsejer i 1965.

Efterfølgende udviklede virksomheden sig til et holdingselskab for en lang række virksomheder og aktier, som Buffett opkøbte.

Warren Buffetts personlige formue er opgjort til 168,2 milliarder dollar - svarende til 1111 milliarder kroner.

/ritzau/

I de senere år har det været forbeholdt direktører og forretningsfolk i verdensklasse at stå op klokken fire om morgenen. 

Disney-chefen Bob Iger er berømt for at begynde dagen med gymnastik før solopgang. Direktøren for Apple, Tim Cook, behandler e-mail fra kunderne lige så tidligt på dagen. 

»Der er næsten tale om et våbenkapløb mellem forskellige erhvervsledere og virksomhedschefer om at tage æren for den største gennemsnitlige arbejdsbyrde,« siger Eric Barker, der er forfatter til bogen »Make Your Own Job: How the Entrepreneurial Work Ethic Exhausted America«.

Men i marts fik vanen med at stå op klokken fire ny status, efter at en viral video havde vist en ualmindelig muskuløs mand ved navn Ashton Hall, som udførte en morgenrutine, der indbefattede mundtape, et isbad fyldt med Saratoga-vand på flaske og en bananskræl gnedet ud i hele ansigtet – og det begyndte alt sammen klokken 3.55.

»Synden trives bedst sent på natten,« kunne man læse i et opslag fra samme Ashton Hall på et socialt medie i februar. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ham. 

»Hvis du har problemer med en svag karakter, dårlige beslutninger eller manglende produktivitet, så gå tidligt i seng.«

I dagene derefter lod det til, at halvdelen af internettet – fra Ed Sheeran til Duolingos uglemaskot – gjorde grin med Ashton Halls rutine i klip, der blev lagt ud på nettet.

Men for Dave de Céspedes var det ikke nogen joke. Han er 40 år og arbejder som digital konsulent i Miami. Han har i flere måneder indstillet alarmen på sit Apple Watch til at vække klokken 4.30 om morgenen. På det tidspunkt står han op og laver en kop sort kaffe. Når klokken er 4.45 eller 5.00, udnytter han de to timer, han har for sig selv, før hans to børn vågner og står op.

Til dels inspireret af personer som James Clear, der arbejder med at forbedre produktiviteten og har skrevet en bestseller om dårlige vaner i den forbindelse, og også af Sahil Bloom, der er fokuseret på optimering i sit arbejde med indhold, udnytter de Céspedes den meget tidlige morgen til at udføre sit højt prioriterede arbejde.

»Det er sådan set den eneste tid på døgnet, hvor det er muligt at arbejde totalt fokuseret. Senere bliver det sværere at holde sig til planerne, for man er aldrig rigtig herre over, hvad der sker,« siger han.

Gælder også fabriksarbejdere 

»At vågne tidligt er lige så amerikansk som apple pie. Det er en metode til at forøge produktiviteten, en integreret del af amerikansk kultur, og den er lige så gammel som Benjamin Franklin,« siger Adam Chandler, der er forfatter til bogen »99 % Perspiration: A New Working History of the American Way of Life«.

Blandt dem, der står så tidligt op, »finder man ansatte i servicefagene, det siger sig selv«, udtaler Erik Loomis, der er historiker med speciale i arbejdsmarkedet ved University of Rhode Island, »og det gælder også fabriksarbejdere og arbejdere i det hele taget, som arbejder på tidspunkter fastlagt af en arbejdsgiver«.

Udbredelsen af forstæder, anfører Loomis, har skabt en klasse af superpendlere, der har været nødt til at stå tidligt op for at kunne tilbagelægge den større afstand til arbejdspladsen.

I den seneste tid har en bølge af produktivitetsorienterede forfattere, filosoffer og erhvervsfolk taget de lange arbejdsdage, der begynder tidligt, til nye ekstremer. Tilhængere af forskeren og podcasteren Andrew Huberman holder sig til en række såkaldte protokoller, der indbefatter, at man skal udsætte sig for sollys, så snart man er vågnet. Ledere i techbranchen har anbefalet kolde karbade, saunaophold og periodisk faste. Og nu er rigtig mange mennesker begyndt at rette sig efter disse råd.

I de seneste 15 år er den 57-årige Dick Gorman fra Long Beach, New York, efter sine egne beregninger vågnet mellem klokken 4.17 og 4.23. Han indleder dagen med at sende en e-mail ud til medarbejderne i sine virksomheder, der forhandler byggematerialer, og går straks derefter ned i garagen for at træne – enten i en romaskine eller på en stationær cykel. (Vægtløftning følger senere på dagen, når han er godt varmet op).

»Du må ikke spørge mig hvorfor,« svarer Gorman, da jeg spørger, hvorfor han vågner på lige præcis det tidspunkt, han gør – »det er efterhånden blevet en vane.« 

Men hvorfor han i det hele taget står så tidligt op, er nemt at svare på. 

»Det giver mig følelsen af, at jeg er forud for alle andre, og at jeg investerer noget i mig selv først, altså før jeg investerer i alle andre resten af dagen.«

»I starten var det hårdt at stå op, mens alle andre stadig lå og sov sødeligt,« indrømmer han. Men med tiden blev overvindelsen ved at stå tidligt op og træne energisk en god vane. 

»Jeg havde det faktisk værre, hvis jeg blev liggende i sengen, end hvis jeg stod op,« fortæller han.

Nattesøvn er vigtig

»Vi har simpelthen et meget fint morgenhold,« fortæller Jonathan Fladung, der er leder af 24/7 Powerhouse Gym i Saddle Brook i New Jersey. Det er det samme hold hver morgen klokken fire eller fem, og det er fem-seks dage om ugen – en blanding af mænd og kvinder, både unge og gamle. 

Nogle af dem træner til skrappe Hyrox-fitnesskonkurrencer eller bodybuilding, fortæller han, mens andre simpelthen nyder de stille morgentimer, hvor de ikke behøver at vente på at komme til fitnessmaskinerne. 

Det er begrænset, hvor mange steder holdet kan begynde at træne klokken fire om morgenen. Til forskel fra Powerhouse åbner de fleste Equinox-centre, der i årevis har været et statussymbol for ambitiøse fitnessfans, først klokken 5.30.

Både læger og podcastere, der taler om en længere levetid, er enige om, at en god nattesøvn er en væsentlig del af en sund daglig rutine – og det betyder, at mange af dem, der står tidligt op, har en lige så fast aftenrutine. De Céspedes fortæller i den forbindelse, at han som regel går i seng klokken 20 eller 21.

Gorman mener, at de positive virkninger af at stå tidligt op bliver større med tiden, nærmest som om de gode vaner var indbetalinger på en sundhedspension. 

»Kan du træne 250 gange om året, også selvom det ikke er maksimal træning hver gang? Hvis du gør det i årtier, vil du være i supergod form sammenlignet med andre, som ikke har gjort det.« 

Der er også andre fordele. 

»Jeg er overbevist om, at det giver mig en enorm fordel i mit arbejde og i erhvervslivet i det hele taget,« fortæller han. 

»Det er en helt særlig fornemmelse at komme til et møde og høre de andre deltagere sige: ’Han er i imponerende god form’.«

Det paradoksale ved Ashton Halls morgenrutinevideo er, at en selvstændig indholdsproducent nok er den sidste, der behøver at stå op før klokken fire om morgenen. Men hans opslag lader til at have haft den ønskede virkning.

»Jeg kunne faktisk ikke afgøre, om det var en oprigtig fremstilling af rutinen,« siger de Céspedes.

Men han var dog ikke et øjeblik i tvivl om, at det var »et fremragende eksempel på god markedsføring, hvad indholdet angår«.

Oversat fra en originale engelske version af Claus Bech

Danskerne køber flere og flere ting på nettet fra udenlandske butikker, og særligt varer fra Kina er stukket helt af.

Det viser friske tal fra Nets, der administrerer Dankortet og dermed har tæt føling med, hvor og hvordan vi bruger det.

Knap hver anden dansker, nemlig 48 procent, købte sidste år varer online fra udlandet. Det er en fordobling i forhold til 2023.

Kina har nu lagt sig på førstepladsen over lande, hvor danskerne handler på nettet. For et år siden udgjorde køb hos kinesiske onlinebutikker fem procent af alt det, som danskerne sammenlagt købte på nettet. 

Nu er det helt oppe på 19 procent af alle danskere, altså næsten en femtedel, der har købt varer i Kina, først og fremmest gennem de to kendteste tjenester Temu og Shein.

Tysk og svensk Amazon trækker

Samtidig stiger også handlen hos Amazon markant. Amazon har aldrig åbnet en særlig netbutik i Danmark, men det forhindrer ikke danskerne i at købe ind hos den amerikanske internetgigant. Det sker i stedet gennem Amazons tyske og svenske netbutik.

Andelen af danskere, der har handlet hos Amazon i Tyskland eller Sverige, er gået fra ti procent for et år siden til nu 23 procent, og ni ud af ti siger, at de vil købe mere ind her.

Netop da Amazon under lettere kaotiske omstændigheder i oktober 2020 åbnede i Sverige, var særligt den danske detailhandel bange for, at danskerne ville købe stort ind her.

»Knap hver anden dansker køber nu varer fra udlandet, hvilket er næsten en fordobling, og det sker især hos Temu, Shein og Amazon. Netop de taler ind i det lystbetonede køb, hvor prisen er det afgørende. Det ser man også af den måde, som de strukturerer deres salg på,« forklarer Nets' ekspert i e-handel, Rikke Madsen, og tilføjer:

»De er dygtige til at kende deres forbrugere. Man præsenteres for, hvad algoritmen finder er interessant for den enkelte, og så kan man få penge tilbage, når man køber noget, og præsenteres for tidsbegrænsede tilbud.«

Netbutikkerne taler altså mere til vores impulskøb, for undersøgelsen viser faktisk en stigning i danskernes fokus på at købe lokalt. Hele 23 procent er villige til at vente længere på en ordre, hvis den kan beskytte miljøet ved ikke at skulle sendes langvejs fra, men købes i en dansk butik.

»Det er som turen i det lokale supermarked: Når man vælger kød, tager man en aktiv beslutning og køber økologi af principielle årsager. Herefter går man forbi spotvarerne, og så taler det til vores købelyst og -drift, og så ryger principperne,« siger Rikke Madsen.

EU på vej til at droppe toldfrihed

Nets' »E-handelsrapport« er udgivet hvert år siden 2007. Den bygger på interview med flere end 2.600 danskere.

Den viser sammenlagt, at 78 procent af danskerne har handlet i danske netbutikker i 2024 mod 74 procent året før.

Rapporten leverer ikke absolutte tal for, hvad danskerne faktisk har købt for på nettet.

Kina-rekorden kan dog meget vel blive en enlig svale. EU arbejder nemlig på at afskaffe den toldfri status, som pakker til en værdi af mindre end 150 euro (cirka 1.120 kroner) har lige nu. Det er den, som gør det muligt at købe meget billigt i Kina, fordi der ikke skal betales told af varerne.

Europa-Kommissionen anslår, at 91 procent af alle sådanne varepakker på under 150 euro i 2024 kom fra Kina. De talte i alt 4,6 milliarder forsendelser under toldgrænsen til Europa – en fordobling siden 2023.

»Oftest er danskernes køb fra Kina på ganske små beløb, men fordi toldgrænsen eksisterer, vil ordrerne oftest blive delt op i flere, så de går under grænsen. Hvis man afskaffer denne grænse, må der blive mindre handel,« vurderer Rikke Madsen.

Europæiske forbrugerombudsmænd har kritiseret de kinesiske netbutikker for vildledning, falske anmeldelser og skjulte kontaktoplysninger til selskaberne bag. Desuden overholder kinesiske varer ofte ikke europæiske sundheds- og sikkerhedskrav, hvorfor Forbrugerrådet Tænk tidligere har advaret mod at købe blandt andet røgalarmer, cykellygter og anden form for sikkerhed. Herudover frarådes kosmetik- og plejeprodukter som makeup og cremer tillige med køkkenudstyr, som kommer i kontakt med fødevarer.