Spørgerne havde indgået en aftale om fælles sambehandling i forbindelse med ansøgning om nedlukningserstatning vedr. minkvirksomhed. Aftalen om sambehandling medførte, at det var Spørger 1, der ansøgte om erstatning på vegne af begge Spørgere. Spørger 2, der ikke kunne ansøge om erstatning, skulle samtidigt opgive sit krav mod staten. Erstatning og kompensation udbetaltes til Spørger 1, der ansøgte.

Spørgerne ønskede bekræftet, at aftalen om sambehandling mellem Spørgerne ikke medførte, at der opstod en fordring omfattet af kursgevinstlovens § 1 mellem de to Spørgere. Skatterådet bekræftede, at indgåelsen af aftalen om sambehandling og overførsel af erstatning og kompensation ikke medførte, at der opstod en fordring.

Spørger 1 ønskede bekræftet, at Spørger 1 ikke skulle opgøre genvundne afskrivninger og ejendomsavance vedrørende aktiver ejet af Spørger 2. Skatterådet bekræftede dette, da Spørger 1 ikke overtog ejendomsretten til Spørgers 2 aktiver i medfør af aftalen.

Spørger 2 ønskede bekræftet, at Spørger 2 skulle beskattes af tab/avancer på de ejede minkrelaterede aktiver på tidspunktet, hvor Spørger 2 kunne opgøre en afståelsessum. Skatterådet bekræftede, at Spørger 2 skulle beskattes af tab/avancer på tidspunktet, hvor Spørger 1 havde modtaget en afgørelse om erstatning fra erstatnings- og taksationskommissionen som 1. instans.

Spørgerne ønskede bekræftet, at Spørger 2 ikke afstod aktiver til Spørger 1 i indkomståret 2024 ved indgåelsen af aftalen om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation. Skatterådet bekræftede, at der ikke skete afståelse i indkomståret 2024 ved indgåelse af aftalen.

Spørgerne ønskede bekræftet, at et frafald af aftalen om sambehandling, indtil tidspunktet, hvor der var truffet en afgørelse om fra erstatnings- og taksationskommissionen som 1. instans, ikke medførte skattemæssige konsekvenser. Skatterådet bekræftede, at et frafald ikke vil få skattemæssige konsekvenser.

Styresignalet præciserer den skattemæssige behandling af ulovligt udbytte.

Spørger ønsker bekræftet, at Spørgers aktiviteter med NFT’er, BIGTIME-tokens samt in-game genstande mv. i Web3/play2earn-spillet Big Time, som følge af Spørgers systematiske tilretning, og omfattende udgifter, skal anses som næring, at aktiviteterne ikke er momspligtige og at indkomsten ikke skal beskattes på retserhvervelsestidspunktet.

Det er Skatterådets opfattelse, at alle aktiviteterne inde i spillet skal anses som spil, og at gevinsterne skal beskattes på retserhvervelsestidspunktet efter statsskattelovens § 4 f. Dette skyldes, at spillet indeholder elementer, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst samt at spillet anses for direkte omfattet af spillelovens § 5, stk. 1, nr. 8. Da der er tale om spil, kan der ikke være tale om næring for så vidt angår aktiviteterne inde i spillet.

Det er Skatterådets opfattelse, at aktiviteterne uden for spillet ikke kan anses som næring og at afståelserne skal beskattes på afståelsestidspunktet efter statsskattelovens § 5 a. Der er herved lagt vægt på, at Spørgers handel med de pågældende NFT’er og tokens kun har været i gang i en kort periode, at Spørgers afståelser har været i begrænset omfang, og at Spørgers gevinster løbende geninvesteres i spillet i form af køb af yderligere NFT’er, leje af Spaces samt leje af TimeWardens mv.

Der er desuden lagt vægt på, at Spørgers handel foregår i hans fritid ved siden af anden kryptohandel, som heller ikke er vurderet som næring, idet Spørger ikke har en uddannelsesmæssig baggrund eller professionel tilknytning til de finansielle markeder i øvrigt. Der er endeligt lagt vægt på, at Spørger kan anvende aktiverne privat, ikke har markedsført sine NFT’er, og at han blot sætter dem til salg i nær tilknytning til spillet på Openloot.com, hvor køberne efter det oplyste ikke er bevidste om, hvem de handler med.

Det er i den forbindelse ikke relevant for vurderingen af, om Spørger er momspligtig af salg af BIGTIME-tokens, hvordan disse er fremkommet. Det relevante for den momsmæssige vurdering, er det Spørger leverer (BIGTIME-tokens).

Skattestyrelsen præciserer begrebet virksomhed i lønsumsafgiftsloven i relation til obligatorisk national sambeskatning.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger (der var et aktieselskab, som var fulgt ud ejet af X kommune) kunne fakturere X kommune uden elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, ved forbrug af elektricitet fra et VE-anlæg, der var eget af Spørger og blev stillet til rådighed for X kommune. Skatterådet begrundede sin afgørelse med, at X kommune hverken var elproducent eller lejer i en udlejningsejendom, hvorefter har X kommune ikke havde ret til afgiftsfritagelse for egetforbruget af elektricitet.

Spørger ønskede bekræftet, at fartøjet X kunne klassificeres som et skib, der af interessentskabet anvendtes erhvervsmæssigt, og at udleje af køjepladser dermed var omfattet af momslovens fritagelse i § 34, stk. 1, nr. 7. Spørger ønskede også bekræftet, at udlejning af køjepladser udgjorde udlejning på hotellignende vilkår. Hvis spørgsmål 1 og 2 ikke kunne bekræftes, ønskede spørger bekræftet, at der var tale om udlejning af løsøre, der udnyttedes/benyttedes uden for EU, hvorfor leveringsstedet ikke var i Danmark, jf. momslovens § 16, stk. 5.

Skatterådet afviste at give bindende svar, da spørger i 2024 havde fået bindende svar. Det var Skatterådets opfattelse, at spørger allerede på baggrund af det tidligere bindende svar kendte de skattemæssige konsekvenser af sin levering af ydelser i form af deltagelse i togt mv. Skatterådet skulle i den forbindelse bemærke, at det ikke var hensigtsmæssigt, hvis Skatterådet kunne bruges som ekstra klageinstans eller tilsynsmyndighed.

Spørger sælger varer i Danmark til detailhandlere. Der opkræves dansk moms af salgene. Detailhandlerne sælger produkterne videre til endelige forbrugere i Danmark, hvilket også sker med dansk moms. Den endelige forbruger kan for bestemte udvalgte produkter angive serienummeret i Spørgers online portal. Dette udløser en rabat i form af udstedelse af et betalingskort til kunden med et beløb, der svarer til en nærmere angivet rabat i forhold til, hvilket produkt forbrugeren har købt. Muligheden for at oplyse serienummer på portalen mod udbetaling af rabatten oplyses til kunden i forbindelse med købet. Det pågældende betalingskort udstedes af et selskab i Y3-land, der samtidig udbetaler beløbet svarende til rabatten på betalingskortet til kunden. Selskabet i Y3-land opkræver et koncernforbundet selskab i Y2-land de beløb, der udbetales på de pågældende betalingskort. Der opkræves således et beløb svarende til de cash back-rabatter, som er ydet de pågældende kunder, som har registreret produktets serienummer i online-portalen. Selskabet i Y2-land opkræver efterfølgende det tilsvarende beløb hos Spørger. Spørger ender således med at bære nøjagtig den rabat, som er udbetalt til de endelige forbrugere. Skatterådet bekræftede under henvisning til EU-Domstolens praksis for rabatter til endelige forbrugere, at spørger kan nedsætte sit momsgrundlag med den omhandlede rabat.

Skatterådet bekræftede, at et tobaksfrit produkt, som er fremstillet til at blive anvendt i et elektronisk rygeapparat, blev anset for at opfylde betingelserne for groftskåret røgtobak.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til at et dødsbo vederlagsfrit kunne overdrage kapitalandelene i et kommende nystiftet datterselskab fra et holdingselskab til en påtænkt nystiftet fond, uden at det ville medføre udbyttebeskatning af boet, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Hvis Skatterådet kunne godkende anmodningen, påtænkte boet skattepligtigt at lade holdingselskabet stifte et nyt datterselskab ved apportindskud af bl.a. kapitalbesiddelser i et aktieselskab. Det var kapitalandelen i det påtænkte nystiftede datterselskab, som påtænktes overdraget til fonden.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i afdødes ideelle interesse og ikke i afdødes personlige eller økonomiske interesse, hvorved Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af kapitalandele i det nystiftede datterselskab til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev bl.a. henset til, at fondens formål måtte anses for almennyttig/almenvelgørende, idet det fremgik af udkastet til fondens fundats, at fondens formål bl.a. var at yde støtte til kulturlivet i [området], forskning i sundhedsfremme inden for kræft og blindhed, socialt støttearbejde i en kommune og at fonden også kunne yde støtte til almennyttige formål, der var beslægtet med de forannævnte formål.

To designeres efterfølgere har overdraget retten til at fremstille, markedsføre og sælge produkter designet af designerne til en fabrik. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at royaltyvederlaget ikke er momspligtigt efter momsloven. Skatterådet kunne ligeledes ikke bekræfte, at royaltyvederlaget er omfattet af momsfritagelsen for ydelser leveret af forfattere og kunstnere, herunder udøvende kunstnere, i forbindelse med forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet.

Spørger ønskede at få bekræftet, at Spørger kunne yde et afdragsfrit 10-årigt lån på 500.000 kr. til hovedaktionærens svigerfar med sikkerhed i dennes ejerbolig, uden at lånet ville blive betragtet som en hævning uden tilbagebetalingspligt jf. ligningslovens § 16 E. Selskabet G1 ApS ejedes 100% af A, som også var administrerende direktør i selskabet. G1 ApS ejede H1 ApS (Spørger), som investerede i fast ejendom og påtænkte at investere i pantebreve med sikkerhed i fast ejendom. A var administrerende direktør hos Spørger. Spørger ønskede at yde et afdragsfrit 10-årigt lån på normale markedsmæssige vilkår til As svigerfar AB. Lånet skulle have sikkerhed i ABs ejendom. Ejendommen havde status som sommerhus, og AB anvendte ejendommen som helårsbolig, da AB var pensioneret.

Det var Skatterådets opfattelse, at lånet måtte anses for alene at blive ydet i kraft af As personlige relation til sin svigerfar AB og dermed for at blive ydet indirekte til A. A ville derfor være skattepligtig af låneprovenuet. Skatterådet bemærkede endvidere, at hvis det efter en konkret vurdering måtte lægges til grund, at lånet til As svigerfar AB reelt blev ydet uden tilbagebetalingspligt og låneprovenuet derfor var en gave til AB, ville også AB være skattepligtig af låneprovenuet. Skatterådets afgørelse offentliggjort som SKM2020.180.SR, hvor et lån fra et anpartsselskab til eneanpartshaverens bror ikke var omfattet af LL § 16 E, må anses for underkendt med Højesterets dom i SKM2023.273.HR.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers intensive mestringsforløb for voksne med ADHD eller ADHD og autisme var momsfritaget efter momslovens §13, stk. 1, nr. 1.

Det var Skatterådets opfattelse, at spørger havde dokumenteret, at forløbet havde et terapeutisk formål. Formålet med forløbet var at forbedre deltagernes mentale sundhed og trivsel og øge deltagernes funktionsniveau. Forløbet gav deltagerne redskaber til at sikre en konkret og målrettet opkvalificering af deltagernes evne til at håndtere de udfordringer, der fulgte af deres handicap, så de kunne øge deres sundhed og indgå i samfundet og på arbejdsmarkedet på lige fod med andre uden et handicap. Spørgers forløb var således ikke en generel personlig udviklingsaktivitet.

Der blev ved vurderingen ligeledes lagt vægt på, at forløb var opbygget på baggrund af metoder, som var anbefalet af Sundhedsstyrelsen og internationale sundhedsorganisationer til forbedring af helbred hos voksne med ADHD og autisme.

Spørger var uddannet og autoriseret læge, forløbet blev derfor leveret som led i udøvelsen af lægegerning og dertil knyttede erhverv.

Begge betingelser for at blive omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1 var således opfyldt.

En filial af et lettisk selskab var i perioden 1. maj 2019 - 31. december 2019 skattepligtig til Danmark som følge af fast driftssted. Filialen drev virksomhed inden for byggebranchen. Til udførelsen af arbejdet anvendte filialen godt 100 medarbejdere, der alle var fra Letland. Medarbejdernes indkomst herved var vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet, og medarbejderne var derfor begrænset skattepligtige til Danmark af indkomsten i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 1. pkt. Der var ikke udstedt skattekort til medarbejderne, og filialen havde ikke indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i medarbejdernes løn. For Landsskatteretten var spørgsmålet, i hvilket beløb indeholdelse skulle være sket. Filialen oplyste, at der blev aftalt en nettoløn med medarbejderne, da det ikke var muligt for medarbejdere uden kendskab til det danske skattesystem at forholde sig til andet. Den udbetalte nettoløn udgjorde forskellen mellem lønudgifter ifølge filialens regnskaber med fradrag af skat og sociale bidrag til Letland. Filialen gjorde gældende, at indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag skulle ske i den udbetalte nettoløn, idet indeholdelse ifølge kildeskatteloven skulle ske i det "udbetalte beløb". Landsskatteretten fandt, at der ved "den udbetalte A-indkomst" i den dagældende kildeskattelovs § 48, stk. 7, og "vederlaget i penge" i arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, 1), måtte forstås den A-indkomst, der var erhvervet ret til (bruttolønnen) efter lovbestemte fradrag, såsom ATP, arbejdsmarkedsbidrag og fradrag for pensionsordninger og lignende. Filialen skulle derfor heri have indeholdt 55 % i A-skat og 8 % i arbejdsmarkedsbidrag. Filialen var bekendt med det faktiske grundlag i forbindelse med udbetalingerne af A-indkomsten til de lettiske medarbejdere og havde derfor ikke godtgjort, at der ikke var udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.  Filialen hæftede derfor for den manglende indeholdelse. Da der for Landsskatteretten ikke forelå tilstrækkelige oplysninger til at fastlægge bruttolønnen, hjemviste Landsskatteretten fastlæggelsen af dette beløb, hvori indeholdelsen skulle være sket, til Skattestyrelsen.

Spørger driver entreprisevirksomhed med levering af anlæg til bl.a. forsyningsselskaber. Der er mellem Spørger (entreprenør) og G1 (bygherre) indgået en totalentreprisekontrakt baseret på "Almindelige betingelser for totalentreprise i bygge- og anlægsvirksomhed 2018" (ABT-18), idet visse af standardbetingelserne dog er fraveget.

I henhold til kontrakten skal Spørger i sin egenskab af entreprenør stille sikkerhed for opfyldelsen af sine forpligtigelser.

Den i medfør af kontraktens § 9 stillede sikkerhed tjener til fyldestgørelse af alle krav, som bygherren måtte have i anledning af aftaleforholdet, herunder krav vedrørende eventuelle ekstraarbejder og tilbagebetaling af for meget udbetalt entreprisesum. 

I medfør af kontraktens § 34, stk. 2, har Spørger endvidere stillet sikkerhed for bygherrens forudbetaling af 1. rate.  Anmodningen om bindende svar angår alene den momsmæssige behandling såfremt sikkerhedsstillelsen i medfør af kontraktens § 34, stk. 2, udbetales til bygherren. 

Skatterådet bemærker, at uanset om det er sikkerhedsstillelsen i medfør af ABT-18, § 9 eller § 34, stk. 2, som udbetales, er det afgørende for den momsmæssige behandling, om udbetalingen er et vederlag for leveringen af en vare eller ydelse, eller om udbetalingen er en erstatning, som derfor falder uden for momslovens anvendelsesområde. 

I forhold til en eventuel udbetaling af den konkrete sikkerhedsstillelse i medfør af § 34, stk. 2, kan Skatterådet bekræfte, at en eventuel udbetaling af sikkerhedsstillelsen i medfør af kontraktens § 34, stk. 2, skal ske uden tillæg af moms, idet denne udgør en erstatning uden modydelse og derfor falder uden for momsloven.

Sagen angik, hvordan medholdsvurderingen skulle foretages i et tilfælde, hvor byretten havde hjemvist den indbragte afgørelse til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Landsskatteretten fandt, at medholdsvurderingen skulle foretages med udgangspunkt i byrettens dom og ud fra de forhold, der forelå på domstidspunktet. Landsskatteretten fandt herefter, at byrettens hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen ikke i sig selv kunne medføre, at klageren havde opnået medhold i overvejende grad, idet bedømmelsen heraf måtte bero på en samlet konkret vurdering af, hvilke forhold, der havde medført hjemvisningen, sammen med de øvrige forhold, der kunne indgå i medholdsvurderingen. Da Skattestyrelsen ikke havde foretaget en sådan samlet konkret vurdering, hjemviste Landsskatteretten sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen foretog en ny skønsmæssig vurdering af medholdsgraden ud fra de forhold, der forelå på tidspunktet for byrettens dom, herunder de forhold, der havde medført hjemvisningen, såvel som de øvrige forhold, der ifølge forarbejderne kunne indgå i medholdsvurderingen.

Højesteret afsagde den 8. december 2020 dom (SKM2020.531.HR) om, hvorvidt en skattepligtig havde adgang til at modregne uudnyttet negativ skat af et tab på anparter i 2010 i slutskatten for indkomstårene 2013 og 2014 i medfør af personskattelovens § 8 a, stk. 5, selv om han ikke havde selvangivet tabet for 2010, og betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen for dette indkomstår ikke var opfyldt.

Højesteret fandt, at den skattepligtige ved skatteansættelsen for indkomstårene 2013 og 2014 var berettiget til en ændret bedømmelse af grundlaget for fremførselsberettiget negativ skat i 2010, selv om fristen for genoptagelse af skatteansættelsen for 2010 var udløbet, da han fremsatte sin anmodning herom, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Han havde derfor krav på, at skatteansættelsen for 2013 og 2014 blev foretaget på det grundlag, der ville have været det rette, hvis grundlaget for fremførselsberettiget skatteværdi af tab fra 2010 var opgjort korrekt.

Højesterets dom i SKM2020.531.HR har indebåret en praksisunderkendelse, og der kan derfor efter omstændighederne gives adgang til ekstraordinær genoptagelse for andre skattepligtige.

Efter den nye praksis kan en skattepligtig, der kan fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der godtgør, at en skatteansættelse for et tidligere indkomstår er sket på et fejlagtigt grundlag, som udgangspunkt få skatteansættelsen for et senere indkomstår foretaget eller ændret på en sådan måde, at skatteansættelsen får det indhold, som den ville have fået, hvis skatteansættelsen for det tidligere indkomstår ikke havde været fejlbehæftet.

T var tiltalt for overtrædelse af momsloven, ved som indehaver af en enkeltmandsvirksomhed med forsæt til momsunddragelse for perioden 1. januar 2016 - 31. december 2016, for perioden 1. januar 2017 - 31. december 2017, for perioden 1. januar 2018 - 31. december 2018, for perioden 1. juli 2019 - 31. december 2019 samt for perioden 1. januar 2020 -31. december 2020 via TastSelv Erhverv, at have afgivet urigtige eller vildledende eller fortiet oplysninger, ved at have angivet sin virksomheds momstilsvar for lavt med henholdsvis 63.626 kr. (2016), 42.698 kr. (2017), 40.085 kr. (2018), 4.782 kr. (2. halvår 2019) og 36.713 kr. (2020). T havde derved unddraget 187.904 kr. i moms.

T forklarede, at han selv foretog indberetning af moms for hele gerningsperioden. Han foretog også selv bogføring i sit økonomistyringssystem. I forbindelse med indberetning af moms var han imidlertid ikke opmærksom på, at hans økonomistyringssystem kunne udarbejde lister med de eksakte tal for både indgående og udgående moms. Han foretog derfor en manuel udregning af momstallene ved gennemgang af samtlige fakturaer og bilag og ved sammenlægning af tallene på en lommeregner. Han gjorde det på samme måde i alle årene. Han måtte have tastet forkert for første halvår af 2016. Han kunne godt se nu, at der var en voldsom difference. Til de afrundede tal til nærmeste hundrede forklarede T, at han ikke kunne give en nærmere forklaring herpå men afviste, at have skønnet eller afrundet tallene. T gik ud fra, at hans revisor i forbindelse med udarbejdelse af årsregnskabet kontrollerede momstallene og ville have meddelt ham, hvis der var fejl i de tal, som han havde indberettet til told- og skatteforvaltningen. Han havde ikke læst årsregnskaberne, herunder revisorens erklæring om omfanget af revisorens arbejde.

Retten fastslog, at efter fast praksis ansås urigtige momsangivelser i fortløbende angivelsesperioder i udgangspunktet som en fortsat forbrydelse, og forældelsesfristen beregnedes fra den dag, forbrydelsen var ophørt, svarende til den seneste angivelsesfrist. Den omstændighed, at T ved en tilfældighed ved indberetningen af moms vedrørende 1. halvår af 2019 indberettede moms til ugunst for sig selv kunne ikke føre til en anden vurdering. Forældelsesfristen blev afbrudt ved sigtelsen af T den 12. juli 2023. Retten fandt herefter ingen af forholdene forældet. 

Retten lagde vægt på, at T som selvstændig erhvervsdrivende havde påtaget sig forpligtelser, herunder til at foretage korrekt indberetning af moms, og retten lagde til grund, at T igennem hele gerningsperioden ved hver af de halvårlige indberetninger, dog undtaget 1. halvår 2019, havde angivet momstilsvaret for lavt. Henset til, at T’s momsindberetninger i hele gerningsperioden var afrundet til hele hundrede, og at differencen mellem det reelle tilsvar opgjort efter T’s eget bogføringsmateriale og T’s indberetninger for flere perioders vedkommende var betydelig, tilsidesattes T’s forklaring om, hvorledes han havde udregnet momstilsvarene. T havde skønnet momstilsvarene, og han havde derved haft det fornødne forsæt til momsunddragelsen. Eventuelle uklarheder vedrørende omfanget af T’s revisors opgaver kunne ikke føre til en anden vurdering, navnlig henset til revisorens erklæring om opdragets karakter i alle årsrapporterne i gerningsperioden. 

T idømtes en bøde på 290.000 kr. som en tillægsstraf med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Skatterådet gav den 19. december 2023 tilladelse til, at Holdingselskabet kan overdrage sine anparter i H1 ApS vederlagsfrit til en påtænkt nystiftet erhvervsdrivende fond, uden at dette udløser udbyttebeskatning af Personanpartshaveren efter ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 6 (nu nr. 5). Tilladelsen er offentliggjort som SKM2024.4.SR. Ved kapitalforhøjelse foretaget den 21. januar 2025 tegnede A ApS og B ApS nominelt DKK 40.000 anparter hver i H1 ApS. A ejer anparterne i A ApS, og B ejer aktierne i B ApS. Formålet med at få de nye ejere ind er et led i at modne projektet, således at det bliver klar til at blive drevet i regi af en erhvervsdrivende fond. Rådgiver anmoder derfor om, at Skatterådets tilladelse af 19. december 2023 udvides, så den også inkluderer A og B. Rådgiver oplyser supplerende, at Fondens formål og vedtægter ikke har ændret sig, og projektgruppens ambition med projektet er fortsat den samme som anført i Skatterådets tilladelse af 19. december 2023. Skatterådet giver tilladelse til, at A ApS´ og B ApS´ indskud af anparter i H1 ApS til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skal anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 til A og B, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4. Personanpartshaverens tilladelse af 19. december 2023 består uændret.