Spørger havde i 2020 drevet minkvirksomhed fra lejede minkhaller og med lejede driftsmidler/inventar.

I 2025 havde Spørger modtaget en afgørelse om nedlukningserstatning til minkavlere. Afgørelsen var truffet af Fødevarestyrelsen efter "den forenklede model".

Spørger havde modtaget erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af mink med 5.935.611 kr. Spørger ejede ikke minkspecifikke anlægsaktiver og havde derfor ikke modtaget erstatning for anlægsaktiver.

Erstatning efter "den forenklede model" blev overordnet fastsat efter de samme principper og med opgørelse af de samme delelementer, som erstatning efter "den skemalagte model". Efter Skatterådets opfattelse skulle Spørgers erstatning derfor fordeles efter de samme principper, som erstatning efter den skemalagte model, som Skatterådet havde truffet afgørelse om i SKM 2024.377.SR m.fl.

Da Spørger ikke ejede de i minkvirksomheden anvendte driftsmidler og bygninger, var der ikke grundlag for at henføre nogen del af nedlukningserstatningen på 5.935.611 kr. til driftsmidler og bygninger.

Der var efter Skatterådets opfattelse endvidere ikke grundlag for at henføre nogen del af erstatningen til skattemæssig goodwill, idet virksomheden alene havde haft omsætning med Kopenhagen Fur, og dermed ikke havde en kundekreds mv., der kunne begrunde en værdi af goodwill. Der var samtidig ikke grundlag for at henføre nogen del af erstatningen til immaterielle aktiver, idet virksomheden ikke ejende sådanne aktiver. Erstatningsbeløbet måtte i stedet anses for erstatning for tabt indkomstgrundlag, der efter praksis var skattefri.

Skatterådet bekræftede herefter, at Spørgers nedlukningserstatning på 5.935.611 kr. var skattefri.

Anmodningen drejede sig om, hvorvidt der skulle afregnes chokolade- og sukkervareafgift, når Spørger fremstillede en mazarintærte til videresalg i henholdsvis en bagt og en ubagt version. I mazarintærten indgik en mazarinmasse, hvor i der yderligere indgik en kernemasse med indhold af abrikoskerner. Kernemassen vurderedes at være omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 3.

Skatterådet bekræftede, at der ved egen fremstilling af et delprodukt, der i sig selv er omfattet af afgiftspligten, men som i virksomheden anvendes til fremstilling af en ikke-afgiftspligtig vare, ikke indtræder afgiftspligt.

Spørger skulle derfor ikke afregne chokolade- og sukkervareafgift, når den anvendte kernemasse, indgik i en af Spørger eget fremstillet færdigvare, som vurderes ikke at være omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1

Andelsselskabet ønskede, at der som beregningsgrundlag for begrænsningen i selskabsskattelovens § 1, stk. 3, hvorefter omsætningen med ikke medlemmer maksimalt måtte udgøre 25 pct. af den samlede omsætning, kunne anvende den procentvise mængde ton biomasse, der blev anvendt i biogasanlægget.

Skatterådet kunne bekræfte, at andelsselskabet kunne benytte denne opgørelsesmetode, hvor der anvendtes bruttoton biomasse, der blev anvendt i biogasanlægget, idet selskabsskattelovens § 1, stk. 3, ikke angav en bestemt beregningsmetode for denne procentvise opgørelse af omsætningen og denne metode gav det mest retvisende opgørelse for det pågældende produktionsanlæg. Det blev desuden begrundet med, at den ønskede opgørelse er udtryk for et reelt grundlag for den omsætning med henholdsvis medlemmer og ikke-medlemmer.

I et bindende svar fra 2020 (SKM2020.205.SR) bekræftede Skatterådet, at et cypriotisk selskab ikke var begrænset skattepligtig af en udbytteudlodning fra H1, og at udlodningen ikke var omfattet af ligningslovens § 3.

Under kontrollen af sagen har det vist sig, at Koncernen, som ultimativt er Panama-baseret, efter en henvendelse i 2015 fra koncernen til de nederlandske skattemyndigheder indgik en aftale om, at alle betalinger til gruppens ejerselskaber på Jersey kunne gennemføres uden begrænset skattepligt til Nederlandene i perioden 2016-2020. Aftalen blev indgået via to nederlandske advokater efter fuldmagt fra det øverste nederlandske selskab i strukturen, et kooperativ, og dettes to Jersey-baserede deltagere. Herefter overførtes ekstraordinært store beløb fra de nederlandske selskaber til Jersey uden kildeskat i 2016 og første del af 2017.

I samme periode gennemførtes en række transaktioner, hvis resultat var, at værdier på [et udeladt beløb] blev udloddet uden kildeskat fra Danmark via det cypriotiske selskab til Nederlandene.

De danske selskaber havde i 2016 krav mod to tidligere datterselskaber i X-land. Selskaberne i X-land havde likvider efter koncerninternt salg af [aktiver] mv. I stedet for at betale gælden til de danske kreditorselskaber blev i koncernen aftalt et arrangement, hvorved det danske tilgodehavende mod de likvide X-landske selskaber efter et debitorskifte blev et dansk krav mod det nederlandske moderselskab. Straks efter debitorskiftet i 2016 betalte de X-landske selskaber likviderne til det nederlandske moderselskab, som herefter udloddede udbytter og betalte renter til Jersey overstigende årets resultater og andre års udbytter. I 2020 blev formelt vedtaget dansk udbytte, hvorefter det danske tilgodehavende mod det nederlandske moderselskab blev udloddet via et mellemliggende cypriotisk datterselskab. Herefter ophørte mellemværendet efter konfusion af debitor og kreditor. Der var dermed de facto intet at videreudlodde fra Nederlandene til Jersey i 2020.

Skattestyrelsen har ikke modtaget en forretningsmæssig begrundelse for, at koncernen foretog debitorskiftet og straks derefter valgte at sende likvider uden om den oprindelige danske kreditor, H1. Oplysninger om aftalen med de nederlandske skattemyndigheder og fuldmagten til advokaterne indgået af det nederlandske kooperativ og dets Jerseybaserede deltagere samt oplysningen om, at koncernen ultimativt er kontrolleret fra Panama har ikke været forelagt skatterådet.

Skatterådet bekræfter på den baggrund, at ligningslovens § 3 anvendes på arrangementet.

Bindende Toldafgørelser har samlet tariferingsforordninger, HSC tariferingsudtalelser og statements i en elektronisk udgave pr. 2. maj 2025 (vejledning).
Vejledningen er opbygget efter samme model som Toldtariffen.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af beskatningsgrundlag, skat evt. afgiftsgrundlag og afgift af aktiesparekonti for kalenderåret 2024.

Vejledningen gælder for finansielle virksomheder, der opretter aktiesparekonti.

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetning med senere ændringer).

Indberetningen om aktiesparekonto følger reglerne i skatteindberetningslovens § 11 a samt bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023, om skatteindberetning mv. med senere ændringer.

Aktiesparekontoen skal administreres i henhold til Aktiesparekontolovens lovbekendtgørelse nr. 1852 af 21. september 2021 med senere ændringer. 

Sagsøgeren, der var en registreret virksomhed (selvanmelder) fik ikke medhold i, at Motorstyrelsen havde undladt at udøve et pligtmæssigt skøn ved at efteropkræve udbetalt godtgørelse af fire brugte køretøjer i hen­hold til registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c med den begrundelse, at køretøjerne, der på anmeldelsestids­punkterne var mindre end 10 år gamle og derfor ikke omfattet af det obligatoriske krav om toldsyn efter de dagældende regler, ikke havde været undergivet toldsyn, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 c, stk. 1, 4. pkt. Retten fandt derfor, at afgørelserne vedrørende de fire køretøjer ikke var behæftet med en retlig mangel, som kunne medføre deres ugyldighed.

Retten bemærkede, at kravet om toldsyn var kundgjort over for sagsøgeren, dels ved et nyhedsbrev fra Mo­torstyrelsen, som sagsøgeren var bekendt med, dels ved en individuel underretning af sagsøgeren. Retten be­mærkede endelig, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at køretøjerne var blevet toldsynet af en godkendt synsvirksomhed.

På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Sagen vedrørte den skattemæssige behandling af en ideel andel på 50 % af 2 udlejningsejendomme i Spanien, som Spørger havde modtaget i arv fra sin mor. Faren ejede de resterende 50 %. Ved testamente havde moren besluttet, at faren fuldt ud skulle have brugs- og nydelsesret (såkaldt "usufruct") af de arveudlagte faste ejendomme efter spanske regler. Den pågældende usufructo medførte, at ejerskabet til Spørgers ideelle andele af udlejningsejendommene og allokeringen af afkastet (huslejeindtægterne) på disse andele var midlertidig adskilt på to forskellige skattesubjekter (datter henholdsvis far).

Spørger forudsatte, at hun skulle beskattes af indtægterne ved udlejningen af hendes ejerandele, men ønskede bekræftet, at hun havde et modsvarende fradrag af samme størrelse.

Skatterådet fandt, at Spørger skulle anses for ejer af de pågældende ideelle andele.

Skatterådet fandt tillige, at forholdet skulle behandles efter praksis om "Rentenydelsesretter, båndlagte kapitaler og afkast fra udenlandske trusts (fonde)", som beskrevet i Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.2.15.1. Denne praksis medførte, at "rentenyder" (faren) og dermed ikke ejer (Spørger), skulle beskattes, når afkastet som her fuldt ud tilfaldt "rentenyder".

Spørger skulle ikke medregne nettooverskuddene. Det skulle alene faren. Der var ikke fradrag hos Spørger.

Skatterådet kunne dermed ikke bekræfte, at Spørger i sine skattepligtige lejeindtægt ved erhvervsmæssig udlejning af spansk fast ejendom (lejelejligheder) kunne fradrage et til lejeindtægterne svarende beløb.

Skatterådet forudsatte, at SKM2019.611.SR var begrundet i, at der var tale om en gensidigt bebyrdende aftale om overdragelse, mens der i denne sag ikke var tale om en gensidigt bebyrdende aftale, men derimod om adskillelse af ejerskabet og indtægtsnydelsen ved arveladers død.

Meddelelsen indeholder opdaterede indeks for udviklingen i huspriser som kan anvendes ved opgørelsen af grundlaget for ejendomsværdiskat for ejendomme beliggende i udlandet til brug for indkomståret 2024. Det drejer sig om det svenske indeks for fritidshuse, indekstal fra OECD samt Danmarks Statistiks prisindeks for sommerhuse beliggende i Danmark. Vurderingsstyrelsen har desuden godkendt et britisk indeks, som skal benyttes for ejendomme beliggende i Storbritannien fra og med indkomståret 2024. Som følge af den nye ejendomsskattelov (lov nr. 678 af 3. juni 2023) der bl.a. finder anvendelse for ejendomsværdiskat fra og med 1. januar 2024, opgøres indekstallene for OECD i denne meddelelse fra 1. januar til 31. december i kalenderåret.

Skattestyrelsen ændrer på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-639/22 - C-644/22, praksis for pensionsordninger, der er garanterede (foruddefinerede) uden at være fuldstændigt garanterede. Fx ordninger med rente- eller ydelsesgaranti og mulighed, men ikke garanti, for bonus.

I forbindelse med pensionsordninger med en garanti til pensionskunderne, der ikke er fuldstændig, skal der ved stillingtagen til, om pensionsinstituttet/-ordningen kan anses for en investeringsforening, ske en konkret aftaleretlig vurdering af, om størrelsen af pensionsrettighederne og -ydelserne hovedsageligt afhænger af resultatet af pensionsinstituttets investeringer.

Praksis om, at pensionsordninger med betingede garantier på visse betingelser efter en konkret vurdering kan anses for ugaranterede pensionsordninger, ophæves. 

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt to skatteyderes ejendomsværdiskat korrekt var blevet forhøjet for indkomstårene 2018-2020.

Skatteyderne gjorde gældende, at skattemyndighederne uberettiget havde ansat nye ejendomsværdier ved beregningen af den ændrede ejendomsværdiskat. 

Det var ubestridt, at de relevante frister for ændring af skatteansættelse var iagttaget, herunder skatteforvaltningslovens § 20 (om agterskrivelse), § 26 (om ordinær ansættelse) og § 27 (om ekstraordinær ansættelse). Retten fandt således ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens forhøjelse af skatteydernes ejendomsværdiskat for indkomstårene 2018-2020, idet der var foretaget en korrekt opkrævning for de indkomstår, hvor det af fristmæssige årsager var muligt. 

Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke var noget i forløbet, der havde givet skatteyderne føje til at antage, at Skattemyndighederne havde ændret ejendomsvurderingen og dermed beskatningsgrundlaget, ligesom det, der er anført i Skattestyrelsens brev af 28. november 2021 til den ene af skatteyderne om begrundelsen for den ændrede skatteansættelse, heller ikke kunne føre til en anden bedømmelse. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af sælgeres indtægter tjent via en platform for kalenderåret 2024. Vejledningen gælder også for de enkeltmandsvirksomheder der har valgt frivilligt at lade sig registrere som indberettende platformsoperatører.

Vejledningen gælder for virksomheder, der stiller en digital platform til rådighed for brugere, og som gør det muligt at:

•          Sælge varer
•          Udleje uflyttelig ejendom 
•          Udleje enhver form for transportmiddel
•          Udføre personlige tjenester

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetning med senere ændringer). 
Indberetningen om sælgeres indtægter tjent via en platform følger reglerne i skatteindberetningslovens § 43 samt bekendtgørelse nr. 1253 af 6. september 2022, om platformoperatørers indberetningspligt vedrørende sælgere og udlejere.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til fradrag for indgående moms på 169.000 kr. vedrørende køb af en diamant. Selskabets aktivitet var at eje og forvalte kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder og placering af likvide midler og investering i andre værdipapirer. Landsskatteretten bemærkede, at en aktivitet med køb, besiddelse og salg af kapitalandele ikke udgjorde økonomisk virksomhed og ikke var omfattet af momslovens anvendelsesområde, da afkastet herfra fulgte af ejendomsretten til godet og ikke fra gennemførelse af afgiftspligtige transaktioner, jf. momslovens § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1. Selskabet havde ikke indkøbt eller solgt andre investeringsobjekter i registreringsperioden. Landsskatteretten fandt, at selskabets aktivitet med køb og salg af investeringsobjekter var passiv kapitalanbringelse og ikke udgjorde økonomisk virksomhed. Det var således med rette, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om fradrag for indgående moms på 169.000 kr., og Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at en almennyttig forening godkendt efter ligningslovens § 8 A ikke havde godtgjort, at udgifter til købsmoms var afholdt af foreningen i forbindelse med foreningens momsfri almenvelgørende aktiviteter, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om momskompensation til velgørende foreninger mv. Landsskatteretten lagde vægt på, at de pågældende fakturaer var udstedt til og betalt af en anden juridisk person og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.